Prismodtagere
Artbeat Prisen
TV Glad & Strong Productions
Artbeat Prisen er hovedprisen, som hylder det forgangne års absolut bedste kulturformidling. Denne gik til TV Glad & Strong Productions for DR-programmet En særlig samtale, hvor en gruppe af journalister fra TV Glad interviewer en lang række danskere indenfor politik, kunst og kultur. Prismodtagerne står dermed som et særdeles stærkt eksempel på, hvordan medier kan bruges som et vigtigt kulturformidlingsværktøj for social inklusion og empowerment.
Særprisen
Et Større Billede
Særprisen hylder den innovative og uforudsigelige kulturformidling, som demonstrerer, hvordan fremtidens kulturformidling kan tage sig ud. Prisen gik til Et Større Billede for sin unikke evne til at belyse fraværet af repræsentation foran og bag kameraet i den danske filmbranche. Med enkle billeder, stærk humor og eksemplets magt har Et Større Billede skabt en inspirerende bevægelse i kulturlivet.
Talentprisen
Moussa Mchangama
Talentprisen hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere aktører, som åbenlyst er på vej til at indfri sit talent. Årets prismodtager er Moussa Mchangama, som hyldes for sit virke som aktivist og debattør på den danske kulturscene. Med en personlig stemme har Moussa Mchangama markeret sig i dagsaviser og debatter, hvor han udfolder sin viden om queerness, normkritik og farverig kulturformidling.
Spireprisen
Buens Bogcafé
Spireprisen hylder den kulturformidling, der er udført af en eller flere helt unge aktører, som allerede har et særligt stort potentiale. Denne pris gik til Buens Bogcafé for sin indsats for LGBTQ+-miljøet, både ved at specialisere sig i LGBTQ+-litteratur og ved at skabe kreative og sociale arrangementer for nonbinære og transpersoner – herunder Queer Banko og strikkeklubber.
Impact Prisen
Emma Holten
Impact Prisen, som blev uddelt for allerførste gang, gives til en person, kunstner, institution eller organisation, som i en længere periode har stået i spidsen for en bemærkelsesværdig og vedholdende kulturformidling med indiskutabel impact i kulturlivet. Den første modtager af prisen blev Emma Holten, som hyldes for sine stærke bidrag til kønsdebatten som både feministisk forkæmper og succesfuld foredragsholder om bl.a. feministisk økonomi.
Nominerede til hovedprisen
TV Glad
Danmarks Underholdningsorkester
Caspar Eric
Nominerede til Særprisen
Jeannette Varberg
Myka
Et større billede
Nominerede til Impact Prisen
Another Life
Persona non grata
Mads Bille
Nominerede til Talentprisen
I tråd med verden
Moussa Mchangama
Herlige Svend