Prismodtagere
Artbeat Prisen
Liv Thomsen, ejer af Historieselskabet
Juryens motivationstale
Overrakt af sidste års prismodtager Julie Rokkjær Birch
Som historieformidler med mere end to årtiers erfaring har Liv Thomsen markeret sig som en slagkraftig oplysningskanal med en evne til altid at finde nye og spændende vinkler på Danmarkshistoriens uudtømmelige materiale. For henholdsvis DR K og DR 2 har hun produceret udsendelser som Gods, guld & gullasch – dansk overklasseliv i 300 år, Dansk stumfilmshistorie og Muldens mysterier. I front for sit firma, Historieselskabet, producerede Liv Thomsen desuden 21 podcasts og en serie på ti korte, men prægnante programmer, som sikrede, at fejringen af 300-året for Dansk Teater i 2022 kom ud til mange flere end dem, der besøgte teatrene. Serien, som rummer mange temaer og personer fra revy til politisk teater, fra Holberg til Cederholm, er desuden tilgængelig for nysgerrige og undervisere på DR TV, hvilket er en stor gevinst for scenekunsten herhjemme. Liv Thomsen kunne have været nomineret til Artbeat Prisen for mange andre programmer gennem årene, men nu griber vi anledningen til at værdsætte hendes lange indsats via serien Dansk Teater i 300 år.
Særprisen
Kunstnerkolonien på DR2
Juryens motivationstale
Overrakt af Jonatan Spang, jurymedlem ved Artbeat Prisen
Hvad er det lige, der sker her? Er det et nyt realitykoncept for Louisianas kernepublikum, et freakshow – eller er det måske et undervisningsprogram? Kunstnerkoloniener først og fremmest vanvittigt godt tv. Det er respektfuldt overfor de medvirkende kunstnere, som udstiller deres sårbarhed, deres usikkerhed og deres skaberkraft, så man ikke kan andet end at knuselske dem. Kunstnere er lige så forskellige som alle andre mennesker, men i Kunstnerkolonien kommer man i hver sæson helt tæt på skabelsesprocessen og personlighederne bag værkerne. Vi er fluen på væggen i kriser og lykkestunder. Vi er med ved bordet, når de forsøger at forstå hinanden og det landskab, de er sat til at skabe i – både hver for sig og sammen. Vi kan se, at det både fysisk og mentalt koster det hele, men vi bliver også vidner til, at der kommer kunst ud af kampene. På en uge skabes en udstilling med deltagernes værker, hvor man som seer kan se den røde tråd mellem værkerne og forbindelsen til kunstneren og landskabet, de er skabt i. Tænk, hvis Kunstnerkolonienkunne åbne dørene til fortidens genier på samme måde, som den kan formidle nutidens kunstnere! Det kræver et stærkt hold at formidle den kunstneriske proces så overbevisende, så underholdende – og så ærligt, alt sammen på samme tid.
Talentprisen
Malte Houe
Juryens motivationstale
Overrakt af sidste års modtager af Talentprisen, Gry Jexen
20-årige Malte Houe kan i dag kalde sig stifter og direktør i produktionsselskabet Houe Film, samtidig med at han skriver og instruerer kortfilm. Houe Film blev grundlagt sammen med to venner fra en campingvogn i Jesperhus Blomsterpark på Mors. Malte Houe fik øjnene op for kunsten og kulturen, da han som 9-årig begyndte at lave skuespil. Sidenhen har han insisteret på at være en skarp, ung stemme for kunsten og kulturen i lokalsamfundet. Her har han bl.a. stået i spidsen for og drevet den ungdomskulturelle platform Ung Kult, hvor han har samlet unge kulturformidlere fra hele landet. Han kan samtidig bryste sig af at være det yngste bestyrelsesmedlem og nyudnævnt formand for TV Midtvests repræsentantskab nogensinde. Malte Houe evner på forbilledlig vis at kommunikere kunsten og kulturen, så det bemærkes langt ud over lokalområdet, og vi vil derfor glæde os til at følge ham i fremtiden.
Spireprisen
UKØN X Lesbisk Fredag
Juryens motivationstale
Overrakt af Jakob Lundbye, projektleder for Ung Kults nationale netværk for unge kulturskabere i Danmark
Lesbisk Ukøn Fredag er et samarbejde mellem UKØN og Lesbisk Fredag. Sammen skaber de et queer safe space for alle kroppe, køn, seksualiteter, farver og former i alle aldre. Det er et queer kærlighedsrum med kropsaktivisme, queer poetry, transperformance, dragkings og non-binære lesbiske pikke. Her udforskes emner indenfor identitet, normer og tabuer, mens interesserede inviteres med ind for at prøve at være en minoritet for en aften. Lesbisk Ukøn Fredag skaber rammerne for et mødested for et miljø, der blomstrer. Queermiljøet har så meget at bidrage med til kunsten og kulturen i Danmark, og med Lesbisk Ukøn Fredags dybt engagerende og originale måde at facilitere det på, er der skabt plads til at udvikle og udfolde potentialet.
Nominerede til hovedprisen
Sargun Oshana, teaterdirektør ved Blaagaard Teater
Liv Thomsen, ejer af Historieselskabet
FLUGT – Refugee Museum of Denmark ved direktør Claus Kjeld Jensen
Nominerede til Særprisen
Kunstnerkolonien på DR2 ved Sofia Fromberg og Christian Vorting
Thomas Thulstrup,
museumsdirektør for Kongernes Samling på Rosenborg, Amalienborg og Koldinghus
Khora ved Simon Lajboschitz
Nominerede til Talentprisen
Nina Rask, skuespiller og satiriker.
Third Ear, podcast af Tim Hinman og Krister Moltzen
Malte Houe, stifter af UngKult og produktionsfirmaet Houe Film